Faderen i denne historie kom hjem efter en hård dag på arbejdet.
Ligesom mange andre fædre ønskede han blot at slappe af uden larmen fra skrigende børn eller tage sig af de huslige pligter. Men hans kone fik til sidst nok af sin dovne mand, og styrtede ud af døren, og efterlod ham alene sammen med børnene.
Men to dage senere skriver manden dette brev til sin kone:
Min skat,
For to dage siden havde vi et kæmpe skænderi. Jeg kom træt hjem fra arbejde. Klokken var 20, og det eneste jeg ville, var at se fodboldkampen, stille og roligt.
Da jeg så dig, var du udmattet og i dårligt humør. Børnene sloges og den lille græd, men du forsøgte at få ham til at sove.
Jeg skruede bare op for lyden på TV’et.
“Du ville ikke dø af at hjælpe en lille smule mere og involvere dig lidt mere i dine børns opdragelse”, fortalte du mig med en sørgmodig røst i stemmen, mens du skruede ned for TV’et.
Jeg svarede vredt: “Jeg har brugt hele dagen på arbejdet, så du kan blive hjemme og lege med dukkehuset”.
Vi fortsatte vores skænderi. Du græd, eftersom du var vred og træt. Jeg sagde grusomme ting til dig. Du råbte og sagde, du ikke kunne holde det ud længere. Du stormede grædende ud af huset, og efterlod mig alene sammen med børnene.
Jeg var nødt til at made børnene og sørge for, at de kom i seng. Du var stadig ikke kommet tilbage dagen efter, og jeg var nødt til at bede min chef om en fridag, så jeg kunne passe børnene.
Jeg oplevede raserianfaldene og al gråden.
Jeg oplevede, hvordan det var at løbe rundt hele dagen uden at have et lille øjeblik for sig selv, så man kunne tage et bad.
Jeg oplevede, hvordan det var at opvarme mælken, få børnene i tøjet og rengøre køkkenet, alt sammen på samme tid.
Jeg oplevede, hvordan det var at være lukket inde en hel dag uden at tale med nogen over 10 år.
Jeg oplevede, hvordan det var ikke at kunne sidde pænt ved et spisebord og nyde et afslappende måltid, eftersom jeg skulle passe et barn.
Jeg oplevede at være så mentalt og fysisk udmattet, at jeg ønskede at sove i 20 timer i træk. Men jeg var tvunget til at vågne tre timer efter at være faldet i søvn, eftersom vores lille baby græd.
Jeg har gået i dine sko i to dage og to nætter, og jeg forstår dig.
Jeg forstår din træthed.
Jeg forstår, at man er nødsaget til hele tiden at foretage ofre, når man er mor.
Jeg forstår, at det er mere anstrengende end at have et direktørjob, hvor man arbejder 12 timer om dagen, og skal tage økonomiske beslutninger.
Jeg forstår din frustration, eftersom du har været nødsaget til at opgive dit arbejde og økonomiske selvstændighed, så du kan passe på dine børn.
Jeg forstår den usikkerhed, at din økonomiske sikkerhed ikke længere afhænger af dig, men af din partner.
Jeg forstår de ofre, du foretager ved ikke at hænge ud sammen med dine venner, dyrke motion eller sove hele natten lang.
Jeg forstår, hvor svært det må være, at tilbringe hele dagen hjemme i sit eget hus for at skulle passe børn og føle, at du går glip af alt det, der sker udenfor.
Jeg kan også godt forstå, at du bliver vred, når min mor kritiserer din måde at opdrage vores børn. Fordi ingen ved, hvad der er bedst for ens børn, end deres egen mor.
Jeg forstår udemærket, at det er samfundets vigtigste opgave at være mor. Hvilket er det eneste arbejde, som ingen værdsætter, anerkender eller aflønner.
Jeg skriver ikke kun dette brev for at fortælle dig, at jeg savner dig. Men også fordi, at jeg resten af mine dage vil fortælle dig dette:
“Du er modig, en storslået kvinde og jeg beundrer dig.”
Der er en årsag til, at dette brev er blevet spredt online. Det giver et perfekt indblik i, når en mand får en smagsprøve på alle de strabadser, som en hjemmegående husmor går igennem.
Du er velkommen til at dele brevet med dine venner på Facebook, hvis du synes, at flere skal læse det!
Start reklamen for at se videoen
