Forældreskab kan være udfordrende og hårdt, men det kan også var det mest vidunderlige og givende arbejde i verden.
Ikke alene skal man sikre, at børnene har mad på bordet og tøj på kroppen, det er mindst lige så vigtigt (hvis ikke vigtigere) at sikre, at børnene har det godt både mentalt og fysisk. Hvilket denne far fra Rusland efterlever til perfektion.
For ham er det ikke bare vigtigt at forsørge sine børn, men det er også vigtigt at lære dem, hvordan de håndterer problemerne, når de bliver ældre og begynder at tage deres egne beslutninger.
Den russiske far skriver følgende på forummet Reddit:
Læs også: “Hvordan kan det være så dyrt?”
En morgen gik jeg ned ad trapperne og så dette: Min 17-årige datter lå og sov med en anden ung mand, efter noget der så ud til at have været en ret vild nat.
Jeg listede forbi og lavede morgenmad til resten af familien, og efterfølgende gik jeg op ad trapperne og bad min kone, min søn og min yngste datter om at være stille, eftersom der stadig var sovende mennesker i vores hus.
Vores spisebord står i den anden ende af dagligstuen, og det er kun få meter fra sofaen, hvor min datter og denne fremmede mand lå og sov.
Vi satte os ned med morgenmaden og råbte højt: “UNGE MAND!”.
Aldrig før har jeg set nogen bevæge sig fra horisontalt til vertikalt så hurtigt.
“Morgenmaden er klar,” sagde jeg med en hård tone, som om jeg havde lyst til at skære hans krop i småstykker.
Jeg hev stolen ud og sagde meget bestemt “Sid ned!”.
Min søn (som er ganske høj) klappede ham på skulderen, kiggede på ham og rystede på hovedet.
Nu var den her stakkels mand rigtigt nervøs, næsten så man kunne mærke hans rædsel. Der var en uro i luften.
På så rolig en måde jeg kunne, sagde jeg til ham: “Jeg vil stille dig et spørgsmål! Svaret du giver mig er meget vigtigt… for dig.”
Den unge mand sad og svedte.
“Kan du lide katte?”, spurgte jeg ham.
Han lod til at være en venlig og rar gut.
Helt klart ikke uddannet, men heller ikke dum. Der var dog noget, som virkede underligt ved ham. Min datter forsøgte at forklare mig, at han var en ordentlig og god fyr.
Hun havde kendt ham i cirka en måned. Efter at de havde lært hinanden at kende, kom han forbi hver dag, men han sov her aldrig.
Han havde tydeligvis været forbi hver morgen inden skolen for at samle min datter op på cykel, og efter skole havde han afleveret hende igen og sørget for, at hun lavede sine lektier.
Han passede på hende, når hun var syg, mens vi andre var på arbejde. Han brugte meget af sin tid på hende, som han bekymrede sig om. Han havde en engels tålmodighed, når min datter var i dårligt humør.
Han sagde, at han hverken havde familie, uddannelse eller et rigtigt job.
Min datter beundrede virkelig denne unge mand, og han kunne åbenbart lide hende. Så jeg skulle vel ikke dømme ham?
Efter at min datter og denne fyr havde datet i otte måneder, kom min søn hen til mig.
Han havde listet sig lidt omkring og fundet ud af, at den unge mand, som min datter datede, rent faktisk var hjemløs.
Hans far, som mishandlede ham, havde taget sit eget liv. Hans mor var stofmisbruger og havde stukket sig ihjel tre uger efter faderens død. Familien boede boede tidligere i en campingvogn, som forældrene lejede.
Han var 15 år, da alt dette skete, og de seneste tre år havde han boet på gaden som hjemløs – sovende i parker, på varmestuer, hos “venner” og på billige hoteller. Han arbejdede vist også lidt som løsarbejder hos byggefirmaer.
Så der sad jeg. Dagene gik. Denne dreng, 18 år, eller måske 19, var høflig, venlig og dukkede altid op med et smil på læberne.
Han bekymrede sig, hjalp til og gjorde virkelig min datter lykkelig. Det her var en fyr, som aldrig fik chancen for at være barn.
De gange, han ikke kom forbi vores hus, eftersom han var tvunget til at arbejde, så savnede vi ham.
Min datter kunne virkelig godt lide ham, og min kones moderinstinkt lod til at være blevet endnu stærkere, siden han kom ind i billedet.
Og hvad med mig selv? Jeg var faktisk bekymret for ham, og jeg ville have, at han skulle blive lykkelig.
Næste dag gav jeg ham nøglerne til vores hus.
Jeg fortalte ham, at jeg forventede, at han skulle komme hjem hver aften. De følgende uger sørgede vi for at rydde gæsteværelset, så han kunne bo der. Vi købte også nye møbler til ham.
Han var virkelig dygtig til at få tingene gjort, og meget god med hænderne. Han ville så gerne klare sig selv og have sin egen virksomhed, så vi sørgede for, at han fik den uddannelse, som gav ham muligheden for det.
Sidste år fødte min datter tvillinger, en lille pige og en lille dreng. (Og ja, min datters mand kan godt lide katte..)
Alt dette skete i 2000. Nu, 15 år senere, så har min “ekstra”-søn og min datter en meget velfungerende virksomhed sammen. Ligesom de har givet os tre vidunderlige, smukke børnebørn.
Mange gange klynker folk over det liv, de har fået. For visse er livet bare en plage, en ørkenvandring. Men mens der er mange, der bare giver op eller er ved at give op, er der også mange, som, uanset hvor mange gange de snubler og falder, altid rejser sig. Og i nogle tilfælde, på grund af gode medmennesker, som giver dem en hjælpende hånd.
Du må meget gerne dele denne smukke historie med dine venner på Facebook, hvis du er enig!
Læs også: “Har i denne bog?”2
Start reklamen for at se videoen
